Hørpalmens flotte og robuste lillebror: wagners hørpalme

Oprettet d. under Viden om planter, Palmer

Hørpalmens flotte og robuste lillebror: wagners hørpalme

Du kender måske hørpalmen, som er den mest populære, hårdføre palme i danske haver. Her er dens meget spændende slægtning, den kompakte og smukke wagners hørpalme.

Det er blevet populært at have en hørpalme (Trachycarpus fortunei) i haven eller som krukkeplante på terrassen. Den skaber ægte tropisk stemning og kan tåle den danske vinterkulde. Men vidste du, at hørpalmen har en mere kompakt ”lillebror”, wagners hørpalme (Trachycarpus wagnerianus)?

Wagners hørpalmen er værd at stifte bekendtskab med, for den er mindst lige så frosthårdfør som den ”ægte” hørpalme, den er meget smuk og er robust over for kraftig vind.

Indbydende, kompakt udseende

Det lokkende ved udseendet er wagners hørpalmes mere tætte og kompakte krone med stive blade, der danner en symmetrisk, rund form. Man kan godt kalde wagners hørpalme en dværgvariant af hørpalmen, for den vokser en smule langsommere og er i det hele taget lidt mere klejn.

Alligevel er den et markant syn i haven med viftepalme-bladene, som vipper i sommerbrisen. Det er stadig en kraftig palme, som trækker blikkene til sig. Hvilken af de to hørpalmer, der er den flotteste, er selvfølgelig diskutabelt, men hvis man elsker palmer og først har oplevet wagners hørpalme, glemmer man de ikke lige. Den ser knaldgodt ud!

Stammen er behåret

Stammen er ligesom hos hørpalmen dækket af fiberrester, ”hør”, fra tidligere bladbaser, hvilket også giver denne palme et karakteristisk "behåret" udseende.

Bladene er vifteformede med en diameter på 40-60 cm, hvilket er omkring halvdelen af størrelsen på T. fortunei's blade. De er inddelt i 25-40 segmenter og har en dybgrøn farve med en let blålig nuance, især på undersiden. Bladstilkene er relativt korte for en hørpalme, 30-50 cm lange, og kantede med små torne. Bladene er særdeles stive og læderagtige i teksturen, hvilket giver planten dens bemærkelsesværdige vindresistens.

En underart af hørpalmen

Det er omdiskuteret, om wagners hørpalme er en selvstændig art. Den betragtes generelt som sådan, men nogle forskere vurderer, at den snarere er en underart af hørpalmen – en genetisk variation udvalgt i Kina hundredvis af år siden på grund af det spændende udseende.

Uanset hvad er Trachycarpus wagnerianus ligesom sin ”storebror” er en af de mest hårdføre palmearter, der findes, og den kan tåle temperaturer under -10 grader, under gunstige forhold ned til -20 grader kortvarigt, hvilket gør den velegnet til det danske klima. Den trives bedst i tempererede områder med kølige, fugtige somre og milde vintre.

Som ung plante kan den have brug for vinterbeskyttelse de første år, men ældre eksemplarer er normalt fuldt hårdføre de fleste i landet, særligt i kystnære områder.

Bladene tåler hård vindbelastning

De kompakte, stive blade modstår selv kraftig vind uden at blive flossede eller beskadigede, hvilket ikke altid er tilfældet med den ”ægte” hørpalme, Trachycarpus fortunei fortunei. Dette gør planten egnet til mere vindeksponerede haver langs kysten eller ud til åbne marker.

Wagners hørpalme trives i både sol og halvskygge – gerne en lun plet, men det er ikke afgørende – og foretrækker en veldrænet, let sur til neutral jord, men er generelt ikke kræsen med hensyn til jordtyper. Den vokser relativt langsomt, især i de første år, med en årlig tilvækst på 10-15 cm under optimale forhold.


Ingen kommentar(er)
Skriv din kommentar