Hvor tit skal et oliventrę vandes?

Oprettet d. under Viden om planter, Oliven

Hvor tit skal et oliventrę vandes?

Er du i tvivl om, hvorvidt du vander dit oliventræ for meget eller for lidt? Så læs videre her, hvor vi giver dig gode råd til, hvordan du vander oliventræer optimalt. 

Oliventræer er glade for vand om sommeren. Men kan man alligevel ikke vande for meget, og hvad sker der, hvis man glemmer at vande sit træ? I denne guide-artikel ser vi nærmere på, hvor ofte og hvor meget et oliventræ bør vandes.

Vi fokuserer på oliventræer i potte eller krukke, da oliventræer udplantet i haven normalt ikke har behov for vand i Danmark, medmindre de er udplantet for nylig.

Så meget skal du vande på en terrasse

Lad os begynde der, hvor de fleste af os vil kunne få problemer med vanding: Når oliventræet opholder sig på en terrasse om sommeren.

Det er ganske almindeligt at stille et stort oliventræ på en terrasse, på en altan, i en gård eller lignende steder, hvor træet og dermed jorden i potten står ret ubeskyttet.

Som hovedregel kan du næsten ikke vande sådan et træ for meget. Oliventræer har et stort vandbehov i vækstsæsonen. I varme perioder om sommeren kan du med fordel kontrollere jordens fugtighed dagligt.

Sådan mærker du efter, før du vander

Stik en finger ned i jorden, og mærk, om den er fugtig. Hvis jorden føles tør ned til en dybde på 5-10 cm, så er det tid til at vande. Du kan også anvende en jordfugtighedsmåler. De fås fra 100 kroner og opefter. De helt billige modeller er dog ikke altid pålidelige.

I de varmeste sommermåneder kan du forvente at skulle vande træet hver anden eller hver tredje dag. Hvis træet står i direkte sol, kan det være hver eneste dag.

Vand rigeligt hver gang. Vandet må gerne løbe helt igennem potten og ud gennem drænhullerne.

Hvis jorden er fugtig, skal du selvfølgelig ikke vande. Det kan være tegn på, at træet er på vej ud af vækstperioden (især hvis der går længere og længere tid imellem, at jorden er tør). Men det kan selvfølgelig også skyldes, at du har vandet rigeligt i den forudgående periode. Måske kombineret med regnvejr.

Men ellers batter regnvejr ikke særlig meget. En sommerbyge på 10 mm bliver ikke til så meget på pottejordens lille overfladeareal, og meget af vandet fordamper, inden det når at gøre gavn. Men selvfølgelig falder vandingsbehovet i en længere sommerperiode med køligt og fugtigt vejr.

Tegn på for lidt vand

Hvordan ved du, at dit træ får for lidt vand? Hvis vandet løber direkte gennem potten og ud af drænhullerne efter en vanding, er jorden meget tør – ja, for tør.

Længere tid med meget tør jord vil få træet til at tabe bladene, først nogle få, senere kraftigere bladfald. Og væksten vil gå i stå, selvom man befinder sig i det sene forår, hvor træets vækst normalt er stærkest.

Giv vand sidst på dagen

Det er en god idé at vande sidst på eftermiddagen eller om aftenen. Fordampningen fra plantens jord og blade er mere beskeden om natten end om dagen.

Ved at vande sent sikrer man, at planten får glæde af en større del af det vand, som du giver den.

Vanding uden for vækstsæsonen

Sidst på sommeren eller i begyndelsen af efteråret falder oliventræets behov for vand stille og roligt.

En dag vil du opdage, at jorden stadig er fugtig efter et par dage uden vand. Og så skal er skrues ned for vandingen. Vand stadig rigeligt først på efteråret, men lad der gå flere dage imellem. Igen: Mærk efter, eller mål, om jorden er fugtig.

Hvordan er det så om vinteren? Det afhænger lidt af, hvor du placerer træet.

Sådan vander du om vinteren 

Hvis træet overvintres udenfor – for eksempel på terrassen, hvor det har stået i vækstsæsonen – vil der i tøvejr stadig være brug for lidt vand en gang imellem. Men behovet er ganske lille, måske en gang hver anden uge.

Vandingsbehovet afhænger selvfølgelig af vejret, og vinternedbøren bidrager lidt. Men det afhænger også af, om træet er skubbet ind under et halvtag eller et tagudhæng, eller om det står under åben himmel.

I frostvejr skal du helt undlade at vande, da jorden i potten så vil være mere eller mindre hård. Vandet preller simpelt hen af på jorden, og desuden kan rødderne ikke absorbere vand, når jorden er frossen.

Vanding af oliventræ, der står indenfor

Træet er i dvale om vinteren. Så selv hvis du har stillet det et lidt lunere sted – i en havestue, et orangeri, et drivhus eller et skur – er vandbehovet særdeles beskedent.

Vand kun, når jorden føles tør, og fjern eventuelt overskydende vand, som er kommet gennem drænhullerne og nu befinder sig i en underskål. Stående vand om vinteren øger risikoen for råd og svamp.

Klar til en ny sæson

Men snart kommer den dejlige tid igen, hvor planterne vågner. Ved indendørs vinteropbevaring, som bør ske ved 0-15 grader, tager forårssolen allerede fat i slutningen af februar. Her skal du holde øje med jorden. For lige pludselig er træet ”tørstigt”, og så må du have vandkanden frem.

I marts og april kan oliventræer indenfor være næsten lige så tørstige, som træer, der står udenfor om sommeren. For nu går væksten i gang. Nye, små blade dukker op i grenspidserne. Større træer får små blomsterklaser. Hele systemet er gået i gang, og vand er et af de vigtigste midler til at holde forårsvæksten i gang – sammen med lys, varme og gødning.

Træk på din erfaring

Snart er du fremme ved den skønne sommertid igen. Men nu har du lært, hvor meget vand dit træ skal have i den lyse og varme tid. Og så er der bare tilbage at nyde det mirakel, som et oliventræ i frodig vækst, er.

Du får yderligere viden om pasning af oliventræer på terrassen og i haven i Florentsias basisguide om oliventræer. Her er der samtidig links til andre guide-artikler, som let forståeligt og fyldt med tips giver dig information om, hvordan du får et skønt oliventræ til at holde og trives.

Du kan læse den store basisguide om oliventræer her.


Ingen kommentar(er)
Skriv din kommentar