Hvilke store planter kan jeg have på min terrasse om sommeren?

oprettet d. under Placering af dine planter, Livet med dine planter, Citrus, Palmer, Oliven, Andre eksotiske

Hvilke store planter kan jeg have på min terrasse om sommeren?

Du kan skabe den skønneste sydlandske stemning på din terrasse med store krukkeplanter, for eksempel et eller flere oliventræer. Få tips til, hvilke subtropiske planter der egner sig bedst til sommerlivet på terrassen.

Oliventræet er nok det mest populære sydlandske træ på danske haveterrasser – det kan du læse mere om i denne guide: Hvordan passer jeg et oliventræ på en terrasse eller i haven?

Men der er en masse andre plantearter, som kan skabe sydlandsk stemning på terrassen. Ja, du kan nærmest omdanne din terrasse til et subtropisk paradis med de rette træer og buske. Stil nogle nogle farverige drikke, lidt tapas eller oliven frem på en stille, varm sommereftermiddag. Så bliver det ikke hyggeligere!

Men hvilke andre planter kan du få glæde af på terrassen? Det løfter vi sløret for her med vores favoritliste, som vi har delt op i stedsegrønne træer, blomstrende træer, løvfældende træer og palmer. Lad os kaste os ud i det.

Stedsegrønne træer

Det er de træer, som har blade på hele året. Når de er store, skaber de rum og fylde. Det er disse træer, som definerer, hvor alle de andre træer og buske skal stå.

Oliventræ

Nu lovede vi, at oliventræet skriver vi om et andet sted. Men det skal alligevel med på listen, for det ER en favorit. Og så lige et par tips, når vi nu er gang: Køb et stort træ med en solid stamme, og plant det i en tung krukke, eller stil det ned i en tung urtepotteskjuler. Så klarer det bedre vinteren, og det vælter ikke i blæsten, som vi jo ikke slipper for herhjemme.

Laurbærtræ

Kan man undvære et fyldigt og frodigt laurbærtræ? Nej, vel. Det er et smukt syn, og bladene dufter så rart. Plus at du kan plukke friske blade til dine kulinariske udfoldelser. Ikke fuldt vinterhårdfør.

Jordbærtræ

En af de sjoveste og smukkeste buskagtige træer fra middelhavsegnene er jordbærtræet. Det har fine, mørkegrønne blade. Det blomstrer om vinteren og får små bær, som minder om jordbær. De er lidt sure, men du kan sagtens nøjes med at nyde synet af dem. Ikke fuldt vinterhårdfør.

Klæbefrø

Den virkelig flotte busk kendes også som pittosporum. Den har vifter af glinsende, nørkegrønne blade. Om foråret får den buketter af hvide, stærkt velduftende blomster efterfulgt af nogle knaldperler af røde bær. Ikke vinterhårdfør.

Blomstrende træer

Glæden, skønheden og årstidernes vekslen bølger ud over terrassen fra de blomstrende træer. Blomsterne skaber forandring og æstetiske oplevelser, og mange af dem dufter endda. 

Citrustræer

Er der noget skønnere end et citrustræ i blomst. Et fantastisk syn, og duften fylder næseborene. Og hvad med at plukke frugt direkte fra træet. Det smager bare bedre. Udvalget er stort: Store træer med appelsiner, citroner, lime og grapefrugt er robuste. Ikke vinterhårdføre – overvintres lyst og køligt, men uden frost.

Sølvakacie

Denne elegante, fjerlette busk fra Australien er et gult blomsterhav om foråret. Og grenene vugger så smukt og dovent i vinden. Ikke fuldt vinterhårdfør.

Bougainvillea

Her er der nærmest ingen grænser for, hvor mange blomsterfarver du kan vælge imellem. Egentlig en klatreplante (der vokser meget hen over en sommer), men fås ofte som opstammet minitræ. Ikke vinterhårdfør.

Nerie

Du skal ikke gå mange skridt rundt i en italiensk by, før du ser beplantninger eller potter med nerie-buske. Blomstrer uafbrudt fra først på sommeren til hen på efteråret – med enkle eller fyldte blomster i hvid, rød eller lyserød. Ikke vinterhårdfør..

Engletrompet

Kæmpe hvidlige blomster, der hænger ned fra grenspidserne. En imposant og romantisk blomsterplante, der kan blive mere end 2 meter høj.

Ildkrone

Man kan foreslå mange forskellige mindre, blomstrende planter. Men ildkrone (eller lantana) er i en klasse for sig som blomsterplante – med netop en ildkrone af farver i toppen. Findes i en masse fine kulører. Ikke vinterhårdfør.

Løvfældende træer

De to løvfældende, subtropiske træer, vi foreslår her, er også frugttræer. Men det ene udmærker sig ved sine blomster, mens det andet er værd at overveje alene for frugten. Begge er i øvrigt ret hårdføre over for vinterkulde, især figentræet.

Granatæble

Et klassisk træ fra middelhavsegnen med elegante, lancetformede blade og røde eller hvide blomster. Blomstringen sker spontant hen over sommeren. Frugterne har en læderagtig skal og et skønt syrligt indre.

Figentræ

Dette træ kræver vist ingen præsentation. Normalt planter man det ud i haven, men det kan sagtens holdes som krukkeplante. Frugterne modner i sensommeren og smager ufattelig godt.

Palmer

Intet signalerer ferie og subtroper som palmer. Så sådan en skal du da have stående på terrasse. Igen: Vælg en palme af en vis kaliber, så den ikke forsvinder mellem borde, stole og andre planter.

Hørpalme

Danmarks mest populære palme til udplantning på friland. En statelig, kraftig viftepalme, som tåler en masse frost om vinteren. Fås også i en mere kompakt udgave, der hedder wagners hørpalme.

Dværgdaddelpalme

Elegant fjerpalme fra phoenix-familien. Stammer fra Sydøstasien og har det helt rigtige og ægte tropiske look med sit ”springvand” af blade på toppen. Vælg en palme med høj stamme, så den syner af noget. Ikke vinterhårdfør.

Fønikspalme

Kongen af phoenix-palmerne har meget lange fjerblade og en kraftig stamme. Det er en robust og meget smuk palme, der forvandler en almindelig terrasse til et subtropisk paradis på et øjeblik. Ikke vinterhårdfør.

Trådpalme

Denne palme fra det sydvestlige Nordamerika er også kendt som washingtonia og fås i et par ret ens arter. Også den en robust repræsentant for palmerne – med kraftige bladstilke og store vifteblade. Men den er ikke vinterhårdfør.

Europæisk dværgpalme

Den eneste vildtvoksende palme på det europæiske fastlamd. Du ser den i Grækenland, Italien og Spanien, men den er også flot på din terrasse. En ret robust palme, der tåler sommerens omskiftelige vejr, men som ikke er fuldt vinterhårdfør. Får mange sideskud, så efterhånden bliver den buskagtig. Findes i en kompakt, meget smuk dværgvariant, vulcano.

Sådan indretter du terrassen med planterne

Så har vi fået kigget på en masse planter. Men hvordan indretter man sig på en terrasse med flere planter, så helheden fungerer og ser godt ud?

Det vigtigste princip, når du placerer planterne, er at tænke terrassen som et udendørs rum, der skal indrettes lige så omhyggeligt som stuen.

Start med de største planter som arkitektoniske elementer. Oliventræer og majestætiske palmer som Phoenix canariensis eller Trachycarpus fortunei fungerer som "levende skulpturer", der definerer rummets karakter.

Placér disse ankerpunkter strategisk i hjørner eller langs terrassens længste sider. De skaber naturlige skillevægge uden at lukke rummet helt af. Et oliventræ kan for eksempel markere overgangen mellem spiseplads og loungeområde.

Foran de høje træer placeres mellemstore planter som citrusplanter, halvstore nerier eller mindre palmer. Foran disse igen kommer buskede planter som rosmarin, lavendel eller dekorative græsser. Allerforrrest finder de lave, spredte planter som sukkulenter og krybende timian deres plads.

En vellykket terrassehave guider øjet og kroppen gennem rummet. Skab små "rum i rummet" ved at bruge større planter som skillevægge. Et tæt arrangement af palmer kan afgrænse et hyggeligt afgrænset læsehjørne, mens en række oliventræer kan definere spisepladsen.

Kom roligt i gang

Rom blev ikke bygget på en dag, og det samme gælder terrassehaven. Start med de største, strukturgivende planter og byg gradvist op. Det giver mulighed for at eksperimentere og justere undervejs, og økonomien bliver mere overkommelig. God fornøjelse!

I Florentsias blog finder du mange artikler om planter – og ikke mindst oliventræer, som jo er en favorit på terrasser landet over.

Få endnu flere nyttige tips i Florentsias basisguide til pasning af oliventræer.


Ingen kommentar(er)
Skriv din kommentar