Hvilke palmer kan jeg have i min have?

Oprettet d. under Placering af dine planter, Palmer

Hvilke palmer kan jeg have i min have?

Palmer er ikke kun noget, der vokser ude i det fri i Sydeuropa. De kan også vokse i din have hele året rundt. Du skal blot vælge de rigtige arter.

Palmer i min egen have her i Danmark – er det muligt? Det korte svar er ja. For der findes flere forskellige palmearter, som kan overleve udendørs hele året i Danmark. Du behøver ikke rejse til Sydeuropa for at nyde den mediterrane havestemning.

Det er selvfølgelig ikke alle palmer, der kan vokse udenfor herhjemme. Vores vintre er jo generelt koldere end sydpå med hyppig frost, der indimellem kan gå hen og blive ret streng. Men der findes palmearter, som vokser i klimazoner, som nok er varmere end i Danmark, men hvor frost om vinteren ikke er ualmindeligt. Disse palmer er så hårdføre, at du kan forsøge dig med dem på den egen parcel.

Her er haveklassikeren

De mest spændende – fordi de kan blive ret høje – er palmer fra Trachycarpus-slægten. Disse palmer stammer oprindelig fra et område, som strækker sig fra det sydøstlige Kina til Himalayas bjergdale. Det er et område, hvor kulde om vinteren kan støde frem fra Sibirien. Dette klima har disse palmer tilpasset sig gennem millioner af år.

Klassikeren fra Trachycarpus-slægten er hørpalmen, Trachycarpus fortunei. Den er afprøvet på friland i Danmark gennem mange år og har vist sig næsten fuldt hårdfør.

Når vi skriver ”næsten” er det, fordi der er forskel på klimaet i Danmark. Inde i landet er risikoen for hård nattefrost større end ude ved kysten. Hørpalmen ind imellem kan få frostskader i hårde vintre. Den retter sig i løbet af den efterfølgende sommer, og du kan hjælpe palmen gennem vinteren med noget vinterbeskyttelse.

Andre høje palmer

Hørpalmen kan blive over 2 meter høj på friland herhjemme. Du kan også vælge et købe en høj hørpalme og fra starten skabe en fantastisk eksotisk stemning med flere 3-4 meter høje palmer. Ældre palmer er også mere frosthårdføre end yngre.  

Ikke alle Trachycarpus-palmer er ordentlig hårdføre. Men ud over hørpalmen kan du gå efter en wagners hørpalme (Trachycarpus wagneriensis) og den mere sjældne kumaon-hørpalme (Trachycarpus takil). Begge kan udvikle sig til pænt store palmer på friland.

Flere hårdføre palmer

Er der andre palmer, som kan vokse på friland? Ja, bestemt.

Du kan for eksempel forsøge dig med den europæiske dværgpalme (Chamaerops humilis), den kretiske daddelpalme (Phoenix theophrasti), den sydamerikanske honningpalme (Jubaea chilensis), den nordamerikanske dværgpalmetto (Sabal minor) eller den ligeledes nordamerikanske nålepalme (Rhapidofyllum hystrix). Nogle af disse palmer er dog enten kun delvist hårdføre eller har lav vækst. Se oversigten nederst i artiklen.

Jord og udplantning

For alle palmerne gælder det, at de vokser bedst i en veldrænet, almindelig havejord, hvor der aldrig er stående vand. Fugt er ofte en større ”fjende” om vinteren end frost.

En udendørspalme bør udplantes fra maj, når frostrisikoen er væk, så den kan nå at etablere sig på voksestedet inden næste vinter.

De allermest hårdføre palmer kan også overleve en almindelig vinter i en potte udendørs, for eksempel på en altan. Men hvis frosten bliver hård, og rodklumpen i potten fryser i en længere periode, er der en risiko for, at palmen tager skade.

Liste: de mest hårdføre palmer

Her er en kortfattet liste over de palmer, som du kan vælge at plante ud på friland.

Hørpalme (Trachycarpus fortunei): Hårdfør viftepalme, som tåler ned til cirka -20 grader kortvarigt. Kan blive flere meter høj.

Wagners hørpalme (Trachycarpus wagnerianus): En dværgvariant af hørpalmen med tættere, smukke vifteblade. Tåler ned til cirka -20 grader kortvarigt. 

Europæisk dværgpalme (Chamaerops humilis): Denne viftepalme fås i en række forskellige varianter. Er kun delvis hårdfør herhjemme. Skal vinterbeskyttes. Tåler ned til cirka -12 grader kortvarigt.

Kretisk daddelpalme (Phoenix theoprasti): Den eneste hårdføre fønikspalme – men skal vinterbeskyttes godt, viser vores erfaring. Denne stivbladede fjerpalme tåler ned til cirka -10 grader kortvarigt.

Honningpalme (Jubaea chilensis): Smuk fjerpalme fra Chiles bjergskråninger ned mod Stillehavet. Tåler ned til cirka -13 grader kortvarigt, men bør vinterbeskyttes.

Dværgpalmetto (Sabal minor): Blandt de mest hårdføre palmer overhovedet. Desværre har den en meget lav vækstform uden stammedannelse. Tåler ned til cirka -20 grader kortvarigt.

Nålepalme (Rhapidophyllum hystrix): En lav og langsomt voksende fjerpalme, som med tiden kan danne et eksotisk bunddække. Meget hårdfør. Tåler ned til cirka -22 grader kortvarigt.


Ingen kommentar(er)
Skriv din kommentar