De 10 bedste plejetip til citrusplanter

Oprettet d. under Pleje af dine planter, Citrus

De 10 bedste plejetip til citrusplanter

Der er intet hokuspokus ved sunde og frodige citrustræer. Du skal blot kende lidt til træernes grundbehov, og den viden får du her.

Tip 1: Spot, om træet trives
Et sundt citrustræ har mange grønne blade og udvikler sig med nye stærke grene og sunde blade i vækstsæsonen. De nye blade kan være lyse i farven, men efter et par måneder tager bladene til i størrelse og bliver grønnere. Appelsintræer får som mange andre citrusarter mørkegrønne blade, mens eksempelvis cedrater har grågrønne blade. Bladenes farve varierer altså lidt afhængigt af arten.

Tip 2: Vand med måde
Citrustræer må ikke stå og soppe i vand, men jorden må heller ikke tørre helt ud. Som med andre planter er vandbehovet størst om sommeren. Om vinteren kan der afhængigt af temperaturen gå uger imellem, at der skal vandes. Men hold øje med planterne ved at mærke efter i jorden. 

Tip 3: Hold PH-balancen
Kan man vande med kalkholdigt postevand? Det bedste er kalkfrit vand som regnvand, fordi citrustræer foretrækker, at jordens PH-værdi er i den lidt sure ende. Men vores erfaring er, at hvis man gøder korrekt, kan citrustræer sagtens leve med vand fra vandhanen.

Tip 4: Godt med gødning
Citrustræer er ret grådige. Især elsker de kvælstof og sporstoffer som jern og magnesium. Brug gødning egnet til citrusplanter. Gød godt og grundigt efter anvisningen på gødningsemballagen. Giv eventuelt ekstra kvælstof (i form af blodmel) og ekstra magnesium og jern i vækstsæsonen.

Tip 5: Den rette jord
Selvom citrustræer fra Sydeuropa ofte kommer til Danmark i en kompakt lerjord, er det vores anbefaling, at man bør skifte til en lettere jord ved første omplantning for at undgå stående fugtighed og sikre, at gødning og vand trænger helt ned gennem jorden til rødderne. I det hele taget trives citrustræer i en veldrænet, luftig jord.

Tip 6: Sikker overvintring
Citrustræer kan om vinteren godt lide at stå køligt, men frostfrit, dvs. under 15 grader, men over 0 grader. Stil dine citrustræer i en vinterhave, et orangeri, et lyst værelse eller en lys garage eller i et drivhus, som du i kuldeperioder holder frostfrit med en varmeblæser eller lignende. Jo koldere det er (men over frysepunktet), des bedre kan træerne tåle vintermørket.

Tip 7: Undgå skadedyr
Sunde citrustræer, som kommer ud i det fri om sommeren, bliver sjældent ramt af alvorlige skadedyrsangreb. Men det kan ske. De største skadevoldere herhjemme er skjoldlus og spindemider. Skjoldlus ses som fastsiddende, mørke skjolde på især bladene. Et symptom er klistrede plantedele (”honningdug” fra skjoldlusene), sorte belægninger på bladene og mange myrer. Om foråret klækkes æggene under de mørke skjolde, og små, lyse larver invaderer nye dele af planten. Skjoldlusene bør bekæmpes for at undgå misvækst. Det kan ske, ved at du jævnligt skraber synlige skjoldlus væk med neglene eller en lille kniv. Eller du kan sprøjte med et middel som InsektFri. Det virker også mod spindemider, der kan invadere planter, som står indendørs i varm luft. Miderne er kun synlige i deres røde stadie sidst på sæsonen, hvor de optræder på undersiden af bladene. Men de giver bladene bittesmå og tætsiddende gule prikker, når de suger saft af bladene.  

Tip 8: Slip for sygdomme
Køb altid citrustræer med EU-plantepas fra professionelle havecentre som for eksempel Florentsia. Så undgår du at tage syge planter med hjem, som måske allerede efter kort tid skranter og smitter dine andre planter. Som dyr og mennesker kan planter rammes af bakterier, virus og kræft. Ved overvanding – eller som følge af sygdomme – kan også svamp, mug og svamp forekomme. Vær derfor forsigtig, og køb ikke planter, hvis oprindelse ikke kan dokumenteres.

Tip 9: Undgå bladtab
Pludseligt bladtab er en af de mest almindelige udfordringer, ejere af citrustræer kan opleve. Det sker næsten altid som følge af skift i miljø. Hvis du før vinteren flytter et citrustræ fra haven ind i en varm og ret mørk stue, vil det kunne miste blade. Når du omvendt sidst på foråret flytter citrustræer fra vinteropbevaring og ud i din have, kan du også opleve bladfald. Her sker det som regel, fordi planterne pludselig eksponeres for kraftigt sollys, hvorved bladene får forbrændinger og visner. Start derfor sommersæsonen med at stille dine citrustræer et skyggefuldt sted i haven, og flyt dem gradvist ud i den sol, som citrustræer jo ellers elsker at opholde sig i.

Tip 10: Vær ikke bekymret
Citrustræer er seje og har stor overlevelsesvilje. Selv efter kraftigt bladtab, insektangreb og måske tørke- eller frostskader, kan du få dem til at komme sig. Klip de døde partier af med en skarp havesaks. Klip lige over en knop (ofte en udbuling på grenen). Hvis du herefter giver citrustræet gode betingelser, vil det belønne dig med fornyet vækst. Ulykker kan ske. Men der er ingen grund til større bekymring. Ofte kan skaden gøres god igen.
 


Ingen kommentar(er)
Skriv din kommentar