Hvordan passer jeg et oliventræ? – komplet guide

oprettet d. under Pleje af dine planter, Oliven

Hvordan passer jeg et oliventræ? – komplet guide

Oliventræer er blevet populære i Danmark de senere år. De er smukke og kan blive meget gamle. Men hvordan passer man egentlig bedst et oliventræ? Det svarer vi på i denne guide.

Oliventræet er trendy. Flere og flere danske husejere skaber stemning på terrassen og i haven med et oliventræ. Beboere i lejligheder stiller træet på altanen. Og på udendørscafeer og -restauranter er oliventræet den foretrukne plante.

Men hvordan passer man et oliventræ, så det bliver ved med at trives og stå smukt i mange år?

Det kigger vi på i denne grundige indsigtsartikel, hvor vi går i dybden med de vigtigste ting, du skal gøre, og undervejs giver dig en masse tips. Når du har læst denne artikel, har du det komplette overblik over, hvad der skal til for at få et sundt og frodigt oliventræ. 

Her er hovedpunkterne i Florentsias guide til pasning af oliventræer

Forneden finder du en oversigt over de emner, som vi dækker i denne guideartikel. Du kan læse det hele, eller du kan hoppe ned til de punkter, som du specielt interesserer dig for.

  • Værd at vide om oliventræets oprindelse og vækst.
  • Sådan placerer du oliventræet bedst muligt.
  • Sådan vander du træet om sommeren og om vinteren.
  • Den rette jord og gødning.
  • Her er den rette pottestørrelse til små og store træer.
  • Hvad er bedst til oliventræer – plast- eller lerkrukke?
  • Beskæring og klipning – enkelt fortalt.
  • Overvej at plante træet ud i haven.
  • Få oliventræet sikkert gennem vinteren.
  • Årets glæder med oliventræet.

Værd at vide om oliventræets oprindelse og vækst

Oliventræet er nok det første, de fleste kommer i tanke om, når talen falder på plantevæksten omkring Middelhavet. Oliven er nærmest selve indbegrebet af den mediterrane flora.

Særligt i kystnære områder i den sydlige del af Italien, Grækenland og Spanien passerer man forbi det ene olivenplantage efter den anden.

Træet menes at stamme fra den østlige del af Middelhavet og var oprindelig blot en kraftig vildbusk. Men forædling gennem flere tusind år har skabt større og kraftigere sorter, som giver stort oliven-udbytte.

Træet kan blive mere end tusind år gammelt og er stedsegrønt med smukke grågrønne blade, som ofte er sølvgrå på undersiden.

Sidst på foråret får oliventræet blomsterstande med bittesmå, lyse blomster, der hen over sommeren forvandles til synlige oliven. Normalt er olivenfrugten først grøn og bliver gradvist mørkere for til sidste at blive helt sort, når den er fuldmoden.

Uanset modenhed er frugten så bitter, at den ikke kan spises direkte fra træet. Oliven skal først udvandes og fermenteres, hvilket kan ske i en saltvandsblanding i løbet af nogle måneder eller hurtigere ved brug af lud.

Sådan placerer du oliventræet bedst muligt

Oliventræet elsker lys. Så hvis du i sommerhalvåret kan finde en solrig placering, er du sikker på, at træet får den mængde lys, som det har brug for til at kunne trives.

De fleste oliventræer i Danmark står i en potte eller krukke. Da oliventræet hurtigt tillægger sig en ganske stor krone, bliver det ret tungt i toppen.

Derfor skal du sikre dig, at træet står på en måde eller på et sted, hvor det ikke vælter, når det blæser op. Og blæsevejr har vi jo tit i Danmark – også i sommerhalvåret.

Ellers er oliventræet ganske modstandsdygtigt over for vind. I hvert fald så længe der ikke er frost i luften.

Om vinteren placeres træet så lyst som muligt og på et sted, hvor det ikke blæser voldsomt. Men det vender vi tilbage til senere i denne guideartikel.

Sådan vander du oliventræet om sommeren og om vinteren

Oliventræet er tørstigt, især i den varme del af året. Selvom det tåler nogen udtørring, bør du sørge for, at jorden i krukken eller potten aldrig bliver bundtør.

Vær opmærksom på, at selv store krukker kan tørre ud i løbet af en dag eller to på en sommerhed terrasse.

Vand kraftigt og rigeligt, hver gang du vander. Og gerne med almindeligt postevand fra hanen. Oliventræet er ikke en surbundsplante, selv om det da sætter pris på regnvand, som har lavere pH-værdi end vandværksvandet.

Selvom det regner, giver nedbøren sjældent nok vand til et oliventræ i potte eller krukke. Så hold øje med, om jorden er tør, også når vejret er fugtigt og gråt.

Når du har vandet, skal du lade jorden tørre lidt ud før næste vanding. Rødderne må ikke stå og sumpe, da du så risikerer, at de rådner.

Vandbehovet er størst sidst på foråret og sommeren. Om vinteren vander du naturligvis betydelig mindre end om sommeren, da træet er i dvale. Her skal jorden blot være let fugtig neden under det øverste jordlag.

Den rette jord og gødning til oliventræer

Den jord, som oliventræer vokser i ved Middelhavet, er fyldt med grus, sten, ler og klippestykker og ofte ikke specielt næringsrig.

Men oliventræer i krukke og potte bør have en mere humusrig og nærende jord, da de ikke kan sende rødderne ud på lange ”ekspeditioner” efter næring (og vand). De kan kun få den ”mad” og det voksemedium, som du giver dem.

Du bør derfor gøde. Dosér efter den anbefaling, der er på gødningsemballagen. En almindelige potteplantegødning eller en citrusgødning er velegnet til oliventræer, der især ikke bør mangle kvælstoftilførsel (N), når de ikke er plantet ud på friland i haven.

Her er den bedste pottestørrelse og -type til små og store oliventræer

Potteplanter har kun plads til rødder og adgang til næring i det afgrænsede område, der er en pottes eller en krukkes volumen.

I naturen er der ikke rigtig nogen grænser for, hvor meget træet kan brede sig under jordoverfladen.

Helt anderledes er det for et oliventræ i en krukke på en dansk sommerhusterrasse. Her er pladsen afgrænset. Derfor skal pottens størrelse tilpasses plantens størrelse og behov.

Lidt teknik: Potters størrelse måles normalt i diameter foroven (Ø) og volumen i liter (l). Et lille oliventræ på 50 cm købes måske i en standard cylinderpotte på Ø21 cm og 6,5 l. Et 180 cm højt oliventræ med en tyk stamme står måske i en cylinderpotte på Ø46 og 66 l.

Pottestørrelserne ”springer” normalt med Ø2 cm i de små størrelser, men selvfølgelig med flere centimeter i de store størrelser, for eksempel Ø7 cm.

Når man planter om, bør man som tommelfingerregel ikke gå mere end en enkelt pottestørrelse op (medmindre planten er voldsomt stor i forhold til den eksisterende pottestørrelse).

På den måde udnytter planten bedst den jord, som er til rådighed, og rent praktisk undgår man at skulle flytte rundt på en alt for stor og tung potte.

Hvad er bedst til oliventræer – plast- eller lerkrukke?

Om man vælger en plast- eller lerkrukke, handler mest om æstetik og praktik.

Lerkrukker synes mange nok, er det pæneste syn. De er også tungere en plastkrukker/potter, hvilket betyder at træet står mere sikkert (især udenfor), men til gengæld bliver sværere at flytte rundt med, hvis det er stort.

Jorden i lerkrukker tørrer lidt hurtigere ud end i plastkrukker. Til gengæld er risikoen for råd og svamp i rødder en smule større i plastkrukker.

Dette modvirkes bedst ved at vælge en luftig jordblanding og ved at sikre, at de nødvendige drænhuller i bunden af krukken ikke er blokeret af jord eller sten.

Beskæring af oliventræer enkelt fortalt

Oliventræer er meget tolerante over for klipning og beskæring. Du kan endda vælge at forme kronen som en kugle, eller hvad du nu har lyst til – altså nærmest klippeoliventræet på samme måde som en hæk.

Før du beskærer et oliventræ, skal du tænke over, hvad du vil opnå med beskæringen. Skal træet stammes op, skal kronen reduceres i størrelse, skal lange enkeltskud forkortes, eller vil du blot fjerne døde kviste og grene?

Uanset formål trives træet bedst med, at grene klippes af tæt på deres basis på en anden gren eller inde ved stammen. Forkort grene ved at klippes et par millimeter over et bladpar.

Sunde oliventræer kan beskæres hele året, men forår er et særlig godt tidspunkt, fordi træet så hurtigt og stærkt kan kompensere for beskæringen med ny vækst.

Vær opmærksom på – hvis du vil have frugt – at træet normalt sætter oliven på de nye grene, som vokser frem på sidste års vækst. Frugterne sidder som regel i toppen eller siderne af træet, hvor grenene er mest eksponeret for sollys.

Du kan læse mere i Florentsias basisartikel om beskæring af oliventræer.

Overvej at plante træet ud i haven

De fleste oliventræer i Danmark står i potte eller krukke. Men oliventræer tåler nogen frost (ned til cirka -10 grader) og kan derfor udplantes i kystegne og bymiljøer i Danmark, hvor vintertemperaturerne er mere milde end inde i landet.

Jo ældre og kraftigere træet er, des bedre kan det klare vinterens kulde og rusk. Efter kolde vintre vil det eller stedsegrønne træ som regel tabe blade i større eller mindre omfang.

Fra midten af maj springer træet ud igen, og hen over sommeren dækkes det på ny af de flotte grågrønne blade.

Efter en kold vinter kan man klippe træets grene noget tilbage eller sågar ”styne” træet helt for at opnå en jævn nyvækst.

Få oliventræet sikkert gennem vinteren

Den største udfordring ved at have et oliventræ i potte eller krukke er for de fleste boligejere at få det sikkert gennem vinteren.

Hvis træet er udplantet i haven, kan man dække jorden med kviste og løv eller med havefleece og sågar en isoleringsmåtte.

Det er straks mere kompliceret, hvis man har et oliventræ i krukke, som måske har stået på en terrasse. Her er frosttolerancen noget lavere, fordi man risikerer at jorden i potten bundfryser, når planten står udenfor i december, januar og februar.

Der er en række muligheder, du kan overveje.

Den enkleste er at sende træet til vinteropbevaring. Rundt omkring i landet tilbyder gartnerier og planteskoler at overvintre subtropiske eller tropiske planter.

Her er lufttemperaturen aldrig under 0 grader, typisk 5-10 grader, hvilket er optimalt for oliventræer. Ulempen ved denne løsning er, at den ikke er gratis, og at træet skal transporteres over længere afstand.

Du kan også stille træet i et lyst udhus eller anneks eller i et drivhus. Hvis det bliver en kold vinter, kan du opvarme opholdsstedet med for eksempel en termostatstyret varmeblæser.

Endelig kan du tage chancen og placere træet i læ udendørs, for eksempel i et hjørne tæt på boligens væg.

Læg eventuelt en isoleringsmåtte hen over træets potte (men isoler ikke nedenunder, da jordens varme kan gavne), og pak kronen ind i et åndbart materiale som havefleece, så risikoen for udtørring er mindre.

Hvis det bliver meget koldt, og du vælger at flytte træet indendøre i varmen, vil du som regel opleve et betydeligt bladfald og derefter en meget tidlig nyvækst.

I så fald må du ikke sætte træet udenfor igen, før risikoen for frost er væk, normalt fra midten af maj.

Årets mange glæder med et oliventræ

Det er umagen værd at skabe gode betingelser for sit oliventræ. For det giver mange glæder hen over året.

Forandringerne er måske ikke lige så tydelige som på storblomstrende frugttræer og citrustræer, men oliventræet har alligevel en spændende årsrytme.

I løbet af foråret dukker de første nye blade forsigtigt frem – på friland i maj. Når det bliver sommervarmt, går grenvæksten for alvor i gang og de små blomsterstande dukker op i bladhjørner mange steder på træet.

Det er nu, du måske sidder på terrassen og nyder sommersolens varme med et koldt glas i hånden, mens du indsnuser den subtropiske stemning, når oliventræets grene med snesevis af blomsterstande står og vipper i den afkølende eftermiddagsbrise.

Der kan være mellem 10 og 30 blomster i en enkelt blomsterstand. Men hver enkelt blomst er kun få millimeter stor.

Blomstringen er i det hele taget et interessant syn. Går man tæt på, er de små stande smukke og elegante, næsten skrøbelige, en fin kontrast til de mere robuste grene og blade.

Oliventræets blomster er selvbestøvende, men ligesom med andre træarter bliver frugtsætningen kun bedre af, at andre oliventræer blomstrer i nærheden. Vinden sørger for, at pollen spredes.

Ikke alle oliventræets blomster forvandles til en frugt, men hvis du er heldig, vil der efter blomstringen sidde en masse små olivenfrugter rundt omkring i den ydre del af kronen.

Mange af dem vil falde af hen over sommeren, men de tilbageblevne vil vokse stille og roligt og skifte farve fra lysegrøn til mørkere støvet grøn og om efteråret til brun eller sort – afhængigt af olivensorten.

Om vinteren vil dit fokus skifte til den frodige krone efter en hel vækstsæson – og til den smukke stamme, som alle ældre oliventræer har. Måske vil du også forestille dig græske templer og hellenske helte med olivengrene i håret?

Du får mange fine stunder året rundt. Der er ikke mange træer og planter, der giver så mange glæder som oliventræet.


Ingen kommentar(er)
Skriv din kommentar