Citrustræer på friland i en dansk have? – Ja, det kan sagtens lade sig gøre

De fleste forbinder citrustræer med middelhavsklima, orangerier og potter, der bæres ind fra haven ved første nattefrost. Men der findes citrustræer, der kan stå udplantet året rundt i en dansk have. Her er historien om de mest hårdføre citrustræer i verden.

Når man tænker på citrustræer, ser man for sig solbeskinnede terrasser i Provence eller på Sicilien, hvor citroner og appelsiner hænger tungt på grenene hele vinteren. Det billede er ikke forkert – men det er langt fra hele historien.

For inden for den bredere citrusfamilie findes der arter og slægtninge, som kan håndtere markant koldere forhold end deres sydlandske fætre. Nogle af dem kan tåle temperaturer ned mod -20 grader i kortere perioder, når de er veletablerede og gror under de rette forhold.

Udfordrer forestillingen om citrustræer

Det betyder, at man som dansk havedyrker faktisk kan plante et ægte citrustræ direkte i jorden – ikke i en potte, der skal overvintres i kælderen eller drivhuset – men på friland, hvor det står år efter år og trodser frost, sne og blæst.

Det er ikke almindelig kendt, og mange bliver overraskede, når de hører det. Men interessen for hårdføre citrusarter er voksende blandt danske haveentusiaster, som gerne vil udfordre forestillingen om, hvad der overhovedet kan gro i et nordisk klima.

Nøglen til denne hårdførhed ligger hos én bestemt art, som på mange måder er den mest ekstreme udgave af citrus, man kan finde: Citrus trifoliata.

Citrus trifoliata – den kinesiske dværgcitron

Citrus trifoliata (også kendt under det ældre navn Poncirus trifoliata) er uden sammenligning den mest kuldetålende plante i hele citrusfamilien. På dansk går den ofte under navnet kinesisk dværgcitron. ”Trifoliata” er en reference til de karakteristiske blade, der består af tre småblade i stedet for ét helt blad, som man ser det hos almindelige citrustræer som citron og appelsin.

Arten stammer oprindeligt fra det centrale og nordlige Kina samt dele af Korea, hvor den historisk har fungeret som et vigtigt læhegn og en levende hæk omkring landsbyer og marker.

Klimaet i disse egne er langt fra det subtropiske, man ellers forbinder med citrus: Her er der kolde, tørre vintre med regelmæssig frost og lejlighedsvis sne.

Det er netop denne oprindelse i et vinterkoldt kontinentalt klima, der har givet Citrus trifoliata den usædvanlige evne til at klare frost – en egenskab, næsten ingen andre medlemmer af citrusfamilien besidder i nævneværdig grad.

Der findes to hovedvarianter i handlen. Den almindelige form vokser som en løs, opret busk eller lille træ på op til 3-6 meter, med grønne, kraftigt tornede grene.

Den anden, meget populære variant kaldes "Flying Dragon" (efter det latinske tillægsnavn monstrosa) og er en langsommere voksende, mere kompakt sort med dramatisk snoede og spiralformede grene og torne. Flying Dragon bruges ofte som prydplante netop på grund af sit skulpturelle udseende om vinteren, hvor de bladløse, vredne grene virkelig kommer til deres ret.

Årets gang med træet

Citrus trifoliata er, i modsætning til stort set alle andre citrusarter, løvfældende. Det er faktisk en central del af forklaringen på dens hårdførhed: Ved at smide bladene om efteråret og gå i fuld vinterdvale undgår træet det problem med frostskader på bladene, som ellers plager stedsegrønne citrusarter i kulde.

Om foråret springer træet ud med små, tredelte blade, og kort efter kommer (på modne planter) hvide, duftende blomster – overraskende smukke og med en duft, der minder om appelsinblomst.

Hen over sommeren udvikler træet sig kraftigt med lysegrønne skud og skarpe torne langs grenene, og hen på sensommeren og efteråret sætter det små, gule frugter på størrelse med en golfbold. Når efterårskulden for alvor sætter ind, taber træet sine blade og går i ro, klar til at klare vinterens frost.

Netop fordi træet er løvfældende og går i ”dvale”, kan Citrus trifoliata udplantes direkte på friland i en dansk have – gerne på en varm, solrig læposition, for eksempel op ad en sydvendt mur eller i et hjørne, hvor det er beskyttet mod den værste blæst.

Veletablerede planter kan klare adskillige graders frost, under -15. Yngre planter kan med fordel få lidt ekstra beskyttelse de første par vintre, indtil rodsystemet er ordentligt etableret.

Frugtens kvalitet

Hvad angår frugten, så er svaret på, om den er spiselig lidt kompliceret. Frugterne indeholder rigtig citrusolie, men frugtkødet er tørt, meget surt og har en bitter, harpiksagtig smag, der gør frisk spisning stort set umulig for de fleste. Saften er klistrende på læber og tunge. Ikke nogen udpræget fornøjelse.

Nogle bruger alligevel frugten til marmelade eller som smagsgivende ingrediens, hvor den kan tilføre en unik, aromatisk syrlighed – men som spisefrugt i traditionel forstand er den ikke attraktiv.

Men selvom Citrus trifoliata i sig selv ikke giver en frugt, man har lyst til at bide i, har den værdi – frugtmæssigt. For når man krydser denne hårdføre, men smagsmæssigt problematiske art med traditionelle, velsmagende citrusfrugter som appelsin og grapefrugt, opstår der hybrider, som kan arve nogle af forældrenes bedste egenskaber fra begge sider: frosttolerance fra den ene og god smag fra den anden.

Drømmen om frostsikker citrus med god smag

Ideen om at skabe et citrustræ, der kombinerer Citrus trifoliatas hårdførhed med velsmagende frugt, er ikke ny. Den tager sin begyndelse i USA i begyndelsen af 1900-tallet, hvor det amerikanske landbrugsministerium (USDA) satte gang i et ambitiøst forædlingsprogram.

Baggrunden var enkel og praktisk: Citrusdyrkningen i sydstaterne, særligt Florida, blev jævnligt hærget af hårde vintre og pludselige kuldefrembrud, som kunne udslette hele plantager af appelsiner og grapefrugter på én nat. Man ledte derfor efter en måde at flytte citrusdyrkningens nordgrænse længere op – ind i områder, hvor almindelig citrus ikke kunne overleve vinteren.

Manden, der mere end nogen anden er forbundet med dette arbejde, er botanikeren og planteforædleren Walter T. Swingle.

Swingle var en central skikkelse inden for amerikansk citrusforskning og stod i spidsen for en lang række krydsningsforsøg, hvor Citrus trifoliata blev parret med etablerede, kommercielle citrusarter. Målet var ambitiøst: At skabe et helt nyt sortiment af frosttolerant citrus, der kunne dyrkes kommercielt langt nordligere, end det traditionelle citrusbælte tillod.

Kommerciel fiasko – men …

Rent kommercielt blev projektet aldrig den succes, man havde håbet på. De fleste af hybriderne arvede nemlig ikke kun Citrus trifoliatas hårdførhed, men også en del af dens mindre attraktive smagsegenskaber – en bitterhed og en syrlighed, der gjorde frugten svær at sælge som frisk spisefrugt i konkurrence med almindelig appelsin eller grapefrugt. Den store plantageøkonomi, man havde forestillet sig, udeblev derfor.

Men selvom den oprindelige, kommercielle ambition ikke lykkedes, medførte forsøgene noget andet: En hel række unikke hybrider, som hver især har sit eget udseende og – i nogle tilfælde – ganske brugbar frugt.

I dag er mange af disse krydsninger blevet populære blandt netop den type haveentusiaster, der ønsker at dyrke ægte, frostsikker citrus i klimaer, hvor det ellers ville være umuligt. Det er her, historien for alvor bliver relevant for en dansk baghave.

De vigtigste hybrider – og hvad de kan

Fælles for stort set alle hybrider mellem Citrus trifoliata og traditionel citrus er, at de arver nogle karakteristiske træk fra den trebladede forfader: en tendens til delvist tredelte eller "trekoblede" blade (ofte lidt mindre udtalt end hos den rene art), løvfældende eller delvist løvfældende vækst, og en betydeligt højere frosttolerance end almindelig citrus.

Til gengæld varierer frugtens kvalitet og størrelse markant fra kryds til kryds, alt efter hvilken forfader der er brugt på den anden side.

Men lad os tage et kig på de mest udbredte varianter.

Citrange

Citrange er krydsninger mellem Citrus trifoliata og sød appelsin, og de har ofte velsmagende frugter blandt de trifoliate hybrider. Sorter som Rusk, Morton og Thomasville er kendte for en frugt, der minder om en lille saftig appelsin med en behagelig syrlig-sød smag, om end ofte med lidt flere kerner og en anelse af den bitterhed, der stammer fra trifoliata-siden. Bladene er tredelte, men mindre udpræget end hos den rene art, og planterne er som regel halvt løvfældende til løvfældende.

Under optimale forhold – altså veletablerede planter i god jord med god vinterbeskyttelse af rodzonen – kan citrange tåle frost ned mod -12 til -15 grader på friland; i potte, hvor rødderne er mere udsatte, bør man regne med -5 til -8 grader.

Citrumelo

Citrumelo er krydsningen mellem Citrus trifoliata og grapefrugt, og den mest kendte sort hedder Swingle – opkaldt efter forædleren selv. Citrumelo bruges i dag primært som grundstamme i kommerciel citrusdyrkning på grund af sin robusthed og modstandsdygtighed over for rodsygdomme, men frugten er også spiselig, om end den overvejende er bitter og syrlig, mere i familie med grapefrugtens skarpe karakter end med en sød spisefrugt. Frugten er mellemstor, gullig, og bladene bærer tydeligt præg af den trifoliate arv.

Citrumelo er blandt de mere hårdføre hybrider og kan under gode forhold på friland tåle temperaturer ned mod -12 til -16 grader, mens plantede i potte typisk klarer omkring -8 til -10 grader.

Citranderin

Citrandarin er en mindre kendt gruppe af krydsninger mellem Citrus trifoliata og mandarin. Disse hybrider har generelt en mindre, mere kompakt frugt, og smagen varierer betydeligt fra sort til sort – nogle er ganske spiselige med en let mandarinagtig sødme, mens andre er domineret af den bitre trifoliata-smag.

Væksten er busket med udpræget tredelte blade og god frosttolerance, typisk i omegnen af -10 til -13 grader på friland under gode forhold.

Jo mere trifoliata, des større hårdførhed

Fælles for hele denne gruppe af hybrider er altså en klar arbejdsdeling af generne: jo mere af Citrus trifoliata i arvematerialet, desto højere frosttolerance, men også mere bitterhed i frugten.

For den danske havedyrker, der drømmer om et stykke levende eksotisme i haven, tilbyder disse hybrider derfor en attraktiv mellemvej. Man behøver ikke nødvendigvis at gå efter den rene Citrus trifoliata med den ret ubrugelige frugt, men kan i stedet vælge en hybrid, der både ligner et rigtigt citrustræ, dufter som ét, og – med lidt tålmodighed og de rette voksebetingelser – faktisk giver en frugt, man kan bruge til noget.

Flere nørdede hybrider

Hvis du virkelig vil ”nørde” Citrus trifoliata-hybrider, så er der en række andre at dykke ned i. Her er en liste med yderligere fem af dem.

• Citradia – trifoliata × pomerans (Citrus aurantium)
• Citremon – trifoliata × citron (Citrus limon)
• Citrangequat – (trifoliata × sød appelsin) × kumquat (Fortunella spp.)
• Citrangor – citrange tilbagekrydset med sød appelsin (Citrus sinensis)
• Citrangedin – citrange × calamondin (Citrus reticulata var. austera × Fortunella sp.)
• Citranderin – trifoliata × mandarin (Citrus reticulata)

Er det noget for din have?

Skal man dyrke hårdfør citrus i en dansk have, er der et par praktiske forhold, man bør have for øje. Placeringen betyder noget: En varm, solrig plads med læ for den kolde nordøstenvind – gerne op ad en mur, der kan afgive varme om natten – giver de bedste betingelser.

God dræning er også afgørende, da citrusplanternes rødder er følsomme over for at stå i vand hele vinteren, hvilket kan gøre mere skade end selve frosten. De første par vintre efter plantning kan man give ekstra beskyttelse i form af et tykt lag bark, halm eller løv – eller sågar en isoleringsmåtte – omkring rodzonen, indtil træet er ordentligt etableret.

Med de rette forhold kan både den rene Citrus trifoliata og flere af dens hybrider faktisk klare sig fint år efter år i en dansk have – en lille, levende påmindelse om, at citrusslægten rummer langt mere mangfoldighed, end de fleste af os umiddelbart forestiller sig.

Ikke kun hybrider – men også sorter

Er du ikke kun en citrusnørd, men en super-citrusnørd, skal du fortsætte din læsning herfra. For der er ikke kun hårdføre citrushybrider, men disse hybrider findes også i en række forskellige sorter. Interessen for at udforske området har været stor blandt citrusforædlere.

Her kommer en række, rigtig sjove sorter og traditionelle hybrider.

Citrus Ichangquat: kumquat-hybrid

Citrus Ichangquat er en unik og yderst dekorativ hybrid. Den forener den ekstreme kuldetolerance fra de primitive bjergegns-citrusser med kumquatens kompakte vækst og stedsegrønne elegance.

Botanisk set er det en direkte førstegenerationskrydsning mellem verdens mest kuldehårdføre, stedsegrønne citrusart ichang papeda (Citrus ichangensis) og en klassisk kumquat, oftest sorten Nagami (Citrus japonica). Denne hybrid skiller sig ud ved helt at mangle gener fra Citrus trifoliata), hvilket giver frugten og løvet en anderledes botanisk karakter.

Slægt og hybrid: Citrus ichangensis × Citrus japonica.

Blade: I modsætning til trifoliata-hybriderne udvikler 'Ichangquat' udelukkende enkelte (unifoliate), lancetformede blade med en stor bred bladstilk. Bladstilkens form skyldes, at Citrus ichangensis er en papeda (citrusunderart). Planten er fuldt stedsegrøn og bevarer sit tætte, mørkegrønne løv vinteren over.

Vækstform: Har en moderat væksthastighed og danner naturligt en meget tæt, busket og kompakt krone med en moderat mængde torne på grenene.

Frugt: Producerer talrige små, ovale frugter, der modner til en klar, dyb gul farve. Skallen er aromatisk og duftende, mens frugtkødet er saftigt og syrligt med en let, behagelig papeda-bitterhed. Frugten minder om en syrlig kumquat med citronsmag.

Minimumstemperatur: Veletablerede planter udviser en fremragende kulderesistens og klarer uden problemer frost ned til -10 grader. Under optimale, tørre vinterforhold kan ældre træer kortvarigt klare en smule lavere temperaturer.

USDA-zone: Klassificeret til zone 8a (bør vinterbeskyttes grundigt eller holdes som krukkeplante i zone 7b).

Vinterbiologi: Sorten har arvet kumquatens evne til at gå i en dyb, stabil vinterdvale. Det forhindrer træet i at skyde for tidligt under milde vinterperioder og gør det biologisk robust over for svingende europæiske vintre.

Vinterbeskyttelse: Da planten beholder alle sine blade om vinteren, er den udsat for frostudtørring. I det tidlige forår skal den absolut skærmes mod den skarpe sol i kombination med udtørrende, iskold østenvind, mens jorden er frossen.

Citrus trifeola: kuldehårdfør tangelo-hybrid

Citrus trifeola er en yderst sjælden og fascinerende kuldehårdfør hybrid. Den leverer overraskende velsmagende og spiselige frugter på et træ, der besidder en stærk genetisk modstandskraft mod vinterkulde.

Sorten stammer oprindeligt fra sydafrikanske forædlingsforsøg i slutningen af 1950'erne. Botanisk set er det en direkte krydsning mellem en Minneola tangelo Citrus × tangelo minneola og Citrus trifoliata (Poncirus trifoliata).

Slægt og hybrid: (Citrus reticulata × Citrus paradisi) × Citrus trifoliata (Poncirus trifoliata).

Blade: Meget usædvanligt for trifoliata-hybrid udvikler 'Trifeola' overvejende enkelte (unifoliate) blade frem for tredelte blade. Planten er semistedsegrøn til løvfældende afhængigt af vintertemperaturens strenghed.

Vækstform: Kraftig væksthastighed i sæsonen. Den danner naturligt en tæt og kompakt krone. Sorten har desuden vist en stærk naturlig resistens mod rodråd (Phytophthora).

Frugt: Producerer mindre, citrongule til svagt orange frugter med en let oval form. Frugtkødet er saftigt og tæt. Hvad der gør Trifeola unik, er, at frugten næsten fuldstændigt mangler de bitre og harpiksagtige olier fra den trebladede citrus, hvilket gør saften frisk, syrlig og yderst anvendelig.

Minimumstemperatur: Veletablerede planter har vist sig kulderesistente og tolererer hårdførhed helt ned til mellem -12 og -15 grader under gode, tørre forhold.

USDA-zone: Klassificeret til zone 7b til 8a.

Vinterbeskyttelse: For at undgå frostudtørring i grenene bør planten placeres i et lunt mikroklima. Den bør i det tidlige forår skærmes mod den kombination af skarp sol og udtørrende, iskold østenvind, der kan opstå, mens jorden er frossen.

Citrus US 119: kuldehårdfør appelsin-hybrid

Citrus US 119 er et gennembrud inden for kuldehårdfør citrusavl. Den leverer saftige frugter med ægte appelsinsødme på et træ, der besidder en usædvanlig stærk modstandskraft mod frost.

Sorten blev udvalgt i 1980 af det amerikanske landbrugsministerium (USDA). Botanisk set er det en kompleks multigenerationel hybrid – en krydsning mellem en Citrumelo (Duncan grapefrugt × Citrus trifoliata) og den søde appelsin Citrus sinensis succory. Rent genetisk består planten af 50 % appelsin, 25 % grapefrugt og 25 % trebladet citrus (dværgcitron).

Slægt og hybrid: Citrus paradisi × Citrus trifoliata (Poncirus trifoliata) × Citrus sinensis.

Blade: I modsætning til de fleste andre Citrus trifoliata-hybrider har US 119 overvejende enkelte (unifoliate) blade ligesom almindelige appelsintræer, omend der indbyrdes kan opstå to- eller tredelte blade. Bladene er mørkegrønne og læderagtige, og planten er overvejende stedsegrøn.

Vækstform: Moderat kraftig vækst, som danner en tæt, rund og kompakt krone. Den har generelt færre og mindre torne end førstegenerationshybrider.

Frugt: Producerer runde, gul-orange frugter på størrelse med små appelsiner. Frugtkødet er saftigt, orange og har en kompleks sødme. Den bitre og harpiksagtige smag fra den Citrus trifoliata er avlet helt ud af frugten.
Hårdførhed og klimatiske tolerancer

Minimumstemperatur: Veletablerede træer udviser fremragende kuldetolerance og klarer temperaturer helt ned til -12 grader uden betydelige skader.

USDA-zone: Klassificeret til zone 8 (kan med god vinterbeskyttelse eller på lune mikroklimaer klare sig i zone 7b).

Vinterbeskyttelse: Da planten beholder sit bladværk vinteren over, er den sårbar over for frostudtørring. I det tidlige forår skal den beskyttes mod kombinationen af direkte, skarp sol og udtørrende, iskold østenvind, mens jorden er frossen.

Citrus x639: citrandarin

Citrus x639 er en yderst robust og kuldehårdfør citrus-hybrid, der kombinerer mandarintræets biologiske egenskaber med den ekstreme kuldetolerance fra Citrus trifoliata.

Sorten blev oprindeligt udviklet i Sydafrika i 1950'erne. Botanisk set er det en krydsning mellem en cleopatra-mandarin (Citrus reshni) og en Citrus trifoliata (Poncirus trifoliata) – en hybridgruppe, der klassificeres som en Citrandarin.

Slægt og hybrid: Citrus reshni × Citrus trifoliata (Poncirus trifoliata).

Blade: Tredelte (trifoliata) og læderagtige. Planten er semigrøn til løvfældende afhængigt af vintertemperaturens strenghed.

Vækstform: Har en moderat til kraftig væksthastighed og danner naturligt en tæt, opret og kompakt krone med stærke grene og torne.

Frugt: Små til mellemstore, gul-orange frugter, der minder om syrlige mandariner i udseendet. Frugtkødet er saftigt, men smagen er meget sur med en bitter undertone fra Poncirus-ophavet.

Minimumstemperatur: Veletablerede planter udviser fremragende kuldetolerance og klarer temperaturer helt ned til -15 grader.

USDA-zone: Klassificeret til zone 8a (kan med god vinterbeskyttelse eller på lune pladser klarer den sig i zone 7b).

Jordbundstolerance: x639 udmærker sig markant ved at have en usædvanlig høj tolerance over for kalkholdig jord (højt pH) samt moderat saltholdighed, hvor andre hårdføre citrusfrugter ofte får klorose (gule blade).

Vinterbeskyttelse: Bør i det tidlige forår skærmes mod skarp sol kombineret med isnende, udtørrende østenvind, så bark og sarte grene ikke lider skade, mens jorden er frossen.

Citrus morton: morton citrange

Citrange morton er en kuldehårdfør citrus-hybrid, der kombinerer udseendet fra en ægte appelsin med kuldetolerancen fra den trebladede Citrus trifoliata.

Sorten blev udviklet i USA omkring år 1900 af Walter T. Swingle. Botanisk set er det en krydsning mellem sød appelsin, Citrus sinensis ruby, og trebladet Citrus trifoliata (Poncirus trifoliata) – en hybridgruppe kendt som en Citrange.

Slægt og hybrid: Citrus sinensis × Citrus trifoliata( Poncirus trifoliata.)

Blade: Overvejende tredelte (trifoliate), mørkegrønne og læderagtige. Planten er overvejende stedsegrøn til semigrøn afhængigt af vinteren.

Frugt: Store, rundede frugter med en glat, klar orangeskal, der visuelt ligner almindelige appelsiner. Frugtkødet er saftigt med få kerner, og smagen er meget syrlig og skarp.

Vækstform: Danner en tæt, kompakt krone med kraftige grene.

Minimumstemperatur: Velafmodnede, etablerede træer tolererer frostbyger ned til mellem -9 og -12 grader. Under optimale, tørre vinterforhold kan ældre træer kortvarigt overleve lavere temperaturer.

USDA-zone: Klassificeret til zone 8 (kan med vinterbeskyttelse eller på lune mikroklimaer klare sig i 7b).

Vinterbeskyttelse: Kræver en beskyttet placering mod udtørrende, isnende østenvind og skarp forårssol, da kombinationen af frost og vind kan beskadige bark og løv.

Citrus C.P.B. - 39: citradia/citremon

Citrus C.P.B. - 39 er en fascinerende og ekstremt kuldehårdfør citrus-hybrid, der forener det bedste fra to verdener: Det klassiske citrontræs elegance og den trebladede citrus' rå styrke mod kulde.

Denne unikke sort stammer oprindeligt fra det historiske amerikanske avlsprogram Crop Plant Breeding (C.P.B.) under USDA. Botanisk set er der tale om en krydsning mellem en almindelig citron (Citrus limon) og en trebladet Citrus trifoliata (Poncirus trifoliata) – en hybridgruppe, der også er kendt som en Citremon.

Løvværk: Planten har dekorative, tredelte (trifoliata) blade. Takket være citron-generne er midterbladet ofte væsentligt større og mere markant end hos den rene Citrus trifoliata (Poncirus).

Vækst og form: Grenene er robuste og udstyret med store, kraftige og karakteristiske torne. Afhængigt af vinterens strenghed opfører planten sig som semigrøn til fuldstændig løvfældende.

Frugten: Modner med en flot, klar gul overflade og ser ud som en klassisk citron. Frugtkødet er saftigt og gult, men har en skarp, meget syrlig og aromatisk smag med undertoner af harpiks, hvilket skyldes indholdet af poncirin fra Citrus trifoliata .

Temperaturtolerancer: En af de mest kuldetolerante citron-hybrider på markedet. Etablerede træer har vist sig at kunne klare temperaturer helt ned til mellem -12 og -15 grader. Under optimale, tørre vinterforhold kan ældre planter kortvarigt overleve helt ned til -18 grader.

USDA-zone: Er klassificeret til zone 7b til 8a.

Vinterdvale: I modsætning til almindelige citrontræer går denne hybrid i delvis dvaletilstand om vinteren. Det er netop denne biologiske dvale, der gør den i stand til at modstå det kolde europæiske klima.

Opmærksomhedspunkt: Selvom træet klarer hård frost, er blade og bark følsomme over for udtørrende, isnende østenvind i det tidlige forår.