Jounama sne-eukalyptus (Eucalyptus pauciflora debeuzevillei), cirka 40 cm

Jounama sne-eukalyptus (Eucalyptus pauciflora debeuzevillei), cirka 40 cm

149,00 DKK

Denne fine eukalyptus har attraktive og ret store blade og en fin vækst. Her får du debeuzevillei i en ung udgave, hvorfra den hurtigt bliver større.

Jounama sne-eukalyptus (Eucalyptus pauciflora debeuzevillei) stammer fra nogle af de højestliggende bjergtoppe i det sydøstlige Australien, i grænseområdet mellem New South Wales og Victoria, hvor den vokser i alpine egne over 1000-1500 meters højde. Her er vintrene barske og langvarige, hvilket gør arten til en af de mest hårdføre eukalyptus-arter overhovedet – og en oplagt kandidat til friland i Danmark.

Træet regnes for exceptionelt hårdført og skulle kunne klare temperaturer ned mod -18 til -20 grader, herhjemme dog nok ikke helt så koldt. Som med andre eukalyptus-arter kan danske forhold – særligt den høje luftfugtighed og længerevarende frostperioder om vinteren – nemlig stille ekstra krav til træets robusthed sammenlignet med dets tørre, solrige hjemegn.

Opkaldt efter australsk skovbrugsmand

Navnet debeuzevillei hædrer den australske skovbrugsmand Wilfred de Beuzeville, som indsamlede det første plantemateriale ved Jounama-bjergtoppene i december 1919 – heraf også tilnavnet "Jounama sne-eukalyptus". Selvom den er en anerkendt og efterspurgt art blandt eukalyptusentusiaster mange steder i verden, er den stadig relativt ukendt og sjælden at støde på i dansk handel.

Som på andre eukalyptusser ser man her en tydelig forskel mellem ungdomsblade og voksenblade. Ungdomsbladene er ægformede til bredt lancetformede med en dæmpet, blågrøn til sølvskinnende farve, ofte en vokset overflade, og bladene sidder parvist over for hinanden på kvistene. Med tiden udvikler træet mere langstrakte, blanke, lancetformede blade i en mørkegrøn farve, som sidder skiftevis på grenene.

Ligesom sine slægtninge afgiver bladene en frisk, karakteristisk eukalyptusduft, der ofte fremhæves som insektafskrækkende.

Barken er glat og fælder sig i flager, især hen på sensommeren, hvorved stammen blotter et flot mønster i nuancer af hvid, cremefarvet, grå og grøn – nogle gange med et strejf af rosa.

Model/Varenr.: A000030
Lagerstatus: På lager
stk.